Frakørsel tages ved Smækbjergsvej, den
kendte vej, med første gård i ruten Hømose,
altid hyggeligt ad samme vej, hvor kusken
kørte den daglige tur. Tidlig morgen var
spande klar, tunge junger blev smidt på
vogn, afsted igen til næste sted.

Store marker farer forbi ned ad bakke
til gård med gren, tværs over gårdsplads
dog ikke mere, Sten Green passeres norden
om i dag.

De mange gårde med navnet mose, de ligger
på stribe efter mange sving, forbi det gamle
sted for hjem, et pust til rødder er ganske
fint. Meget er forandret fra hvad det var,
men Moseholm er altid, hvor det hele
begyndte.

Et stop ved skoven med bakke og stier,
sted med glæde og også sorg. Et godt
sted til hvile med trætte ben efter tur
gennem skov og den hele runde, både i
skov og alt det andet.
De kæreste af minder ligger gemt ved
stedet, bliver altid berørt ved denne
indgang til Mosegård bakke.

Selvom skoven nu så nødig forlades, da kalder
kirken, der ligger så smukt og hvidt på højen.
Den største gård med navnet Mose, der ligger
i svinget på vej mod byen, giver mange tanker
med gode minder. Lille Mosegård lige før
bækken var med på vej og ruten med mælk.

Byen kommer hurtigt, hvor hvert et hus er ret
bekendt, først kommer skole den gamle og nye,
huset med brød og dejlige kager, købmand på
hjørnet havde mange varer også til kusken som
tog dem med og fordelte på ruten. Og overfor
mejeri hvor mælken flød når mælkemanden
endelig havde samlet det hele. Op igennem byen
central havde til huse, der var manden med
cykler og maskine til låns, der kom rullende
efter knallert når storvask var planlagt, smeden
hamrede og lyden var tydelig, når ambolten
ramtes med ekko af slag, brugsforening var
der også, der manglede ikke noget.

Men i dag det hele er borte og væk.

Tilbage står dog kirke og alle grave, endskønt
kirken kun er skal tilbage, den står tom efter
endt skamfering, Men bevaret er grave, mange
navne er vel bekendt, tidligere havde de gang i
sognet. En historie kan fortælles, om hver enkelt,

man sige.

Traditionen byder til den store højtid at lægge
gran på grave, en årlig begivenhed der vender
tilbage, nogen gør det selv andre gør det også,
en hyggelig anledning at mødes i Timring.
Mange gør sikkert den samme tur, besøger
aner på dette smukke sted, der ubetinget ikke
kan findes bedre.

Efter granlægning er færdig og forfriskning
med kaffe og den gode kage, i kirketårnets
stue, det er tid til farvel. Vi tager afsked ved
muren, og byen lægges bag.

Besøg i Timring kan føles lidt tomt, når
familie er væk, men stedet vil altid være
specielt, de varme følelser for hjemstavn
og egn, vil altid rummes, trods den store
forskel fra tiden før, sådan er forløbet meget
forandres, vi må vænne os til det.

En tur over Trehøje er absolut, dette
smukke sted med høj og hede så langt
øjet rækker, og dernede bagved er Helmosedal,
hvor hesten løber rundt, den mangler godt
nok hoved, om sandheden er rigtig, det er
ikke til at vide.

Tiphede kirke lidt skjult i bevoksning, den
kan dog anes en lille smule, konfimation
blev forrettet for mange år siden.
Videre sydpå hvor bo er for tiden, et dejligt
besøg er til ende i Timring.

16-Juli-2021

Del siden