Fødselsdag hos Kresten

Vi var syv, så var vi fem, så var vi tre, og nu kun to tilbage,

Vi var syv, så var vi fem, så var vi tre, og nu kun to tilbage,

Søster Grethe er død

Søster Ida er død

Søsters kiste i Timring Kirke.

Søsters kiste i Timring Kirke.

Bemærk de smukke røde teglsten der danne kirkens gulv, slidt runde i kanter af forfædres gang.      De er der ikke mere, smidt ud ved Timring Kirkes såkaldte renovering. I dag består Timring Kirke kun som en tom skal.  Hvordan det kunne ske - menneskelig dårskab - Jeg har svært ved at forstå det.

Bemærk de smukke røde teglsten der danne kirkens gulv, slidt runde i kanter af forfædres gang. De er der ikke mere, smidt ud ved Timring Kirkes såkaldte renovering. I dag består Timring Kirke kun som en tom skal. Hvordan det kunne ske - menneskelig dårskab - Jeg har svært ved at forstå det.

Søster Ingrid er død

Efter lang tids sygdom, søster

døde, på Vesterled Plejehjem.
Hun valgte det fra, yderligere
behandling, besværet for
meget, søster Ingrid var træt,
hun villke ikke mere.

Søster Ingrid havde selv, den
hele handling, bestemt med
begravelse og alt det hele.
Herning Kirke var altid Ingrids,
der skulle afsked finde sin sted,
med venner og familie, unge og
gamle, Ingrids bekendte.

Præst og salmer, og turen til
Timring, var også Ingrids.
Gravsted var valgt, for længe
siden, ved tur til Timring.
Ingrid ville hjem, til egen egn,
måske med trygheden i
hjemligt sted.

Efter kirkegård i Timring,
kaldte Herning igen, Hotel
Østergård var stedet, som
igen blev valgt til kaffebord
så fin, med boller og pålæg,
og æblekage også. Mange var
med til mindet om Ingrid.

Søsters kiste i Herning Kirke.

Søsters kiste i Herning Kirke.

Broder Hans Christian er død

Der stod den så den hvide kiste

ganske ensom i kirkens midte,
pyntet med blomster i røde hvide
farver, min bror Hans Christian er
ikke mere, vi er alle kommet at

sige farvel.

Den hvide kiste vækker altid en
følelse, så underlig hver gang, den
er svær at beskrive, men den er
uafladelig, når kisten dukker frem
med den døde derinde, et livsforløb
er uigenkaldeligt forbi.

Nu er tiden til afsked i denne
smukke kirke, der blev bygget
engang for mange år siden, så
Lis og Hans Christian, at blive ægte
viet, de var i hvert fald de første,
der blev rigtig gift, i den
helt nye kirke.

Nu sad vi her, fem måneder
senere og mindes de gange med
bryllup og guldbryllup, Lisses båre
og nu Hans Christians samme sted
som Lisses førhen, i denne kirke
med navnet Mariehøj.

Trods sygdom så svær de to hørte
sammen, andre muligheder kom
Ikke på tale. En kærlighed så stor
I alle de år, et ægteskab uden lige,
hengivenheden uforlignelig mellem
Lis og Hans Christian.

Aldrig har jeg hørt, et ondt ord
i mellem, de to kære mennesker,
det er ganske ualmindeligt, jeg har
aldrig set nogen, på tilsvarende vis
holde af hinanden på denne
smukke måde.

Det var altid en fryd at besøge
hjemmet, Lis og Hans Christians,
tænk aldrig at høre en uvenlig tale
i deres lange ægteskab, en lise at
mærke deres inderlige
kærlighed.

Nu er det forbi, men Lis og Hans
Christian lever videre i børn og
børnebørn og oldebørn, en stor
dejlig familie, er tilbage til at føre,
slægten videre. Er det i grunden
ikke, hvad det hele, handler om.

Lis og Hans Christian er igen
forenet, på Vestre Kirkegård
deres urner står, side om side,
de to kære mennesker, vil for
altid blive husket, som de
smukkeste eksempler, to
kan være for hinanden.

Hans Christian har veget, en plads
til nye liv, vemodigt det er at tage
afsked med broder, et altid tomrum
vil være til stede, men mindet om
Hans Christian vil for altid ligge klar,
til at frembringe erindring.

Som når Hans Christian, slog en smut
omkring, vores forældres bo, han
indtog altid et naturligt midtpunkt,
med historier fra forne tider, og der
blev grinet godt og grundigt, fra
forældre og søskende i fælles
forening.

Den tid er nu, uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, til nye slægled,

tidspunktet var nu
for broder Hans Christian.

Broders kiste i Mariehøj Kirke

Broders kiste i Mariehøj Kirke

Broder Kresten er død

Kresten døde med pigerne
omkring sig, hans elskede
børn, Kristina og Betina, der
vågede over far, til det
allersidste, hvor broder trygt,
sov ind i døden.

Kresten var plaget, af sygdom
så svær, han kunne ikke mere,
et langt liv var til ende.
Det var imellem, hårde
tider, for broder Kresten.

Hvordan muligt det var, for
broder Kresten, at bevare
styrken, i de sidste år, er
svært at forstå, han
formåede kun, at sidde

og lytte, til læser af

bøger, gerne historie, og
andet med indhold, af
dybere mening.

Jeg tror dette familie billede er fra min mor og fars sølvbryllup.
Jeg skulle stå med venstre hånd i lommen, for at skjule forbinding, jeg havde mistet en stump finger til halmpresseren i Moselund

Jeg tror dette familie billede er fra min mor og fars sølvbryllup.
Jeg skulle stå med venstre hånd i lommen, for at skjule forbinding, jeg havde mistet en stump finger til halmpresseren i Moselund

For sådan skulle dagen, den
hele forløbe, bestemte
Ingrid en søndag aften, i tiden
førhen, alt blev nedfældedet,
i sidste ønske, så ingen var i tvivl,
tiden derpå.

Behandling og omsorg blev livet
for Ingrid, og hele bestemmelse.
Plejen af syge, gav Ingrid mening,
at yde pleje og hjælpe andre,
forløser altid, den varme følelse,
den største af slagsen, mennesket
kan få, således også, for Ingrids
omsorg, den megen en tak, var
altid til stede, fra alle dem der
mødte Ingrid.

I familien havde Ingrid, en
ganske særlig plads, blandt
søskende både, men søskende
børn også, hvor Ingrid udgjorde,
et naturligt midtpunkt, hvor
guld var til stede, mellem børn
og unge, de gav Ingrid glæde, at
være tilsammen.

Det var altid trygt, når Ingrid
kom hjem, specielt hvis sygdom,
var kommet til huse.
Men det var altid rart, når Ingrid
kom hjem, den tunge tone i daglig
mold, kunne Ingrids nærvær, løfte
stemme til dur.

Søster Ingrid vil altid, have en
særlig plads, hos alle os, der var
heldig at have, en tid lang med
søster, en faster en moster, og den
store slægt, vil til sammen hører,
med tidens øjeblikke,
der så hurtigt forløber.

Den tid er nu, uomtvistelig
forbi, det er livets bestemmelse,
at vi kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang,
forlade pladsen, til nye slægled,

tidspunktet var nu
for søster Ingrid.

Til broders begravelse, i

Alderslyst Kirke.
Kisten står pyntet i kirkens
midte, ganske tæt på børn
og børnebørn. Der flyder
dejlige toner, fra Marie der
spiller, for sin bedstefar så
fint.

En afsked så smuk, for vor
broder Kresten, han kunne
ikke ønske, sig en bedre
farvel, til børn og børnebørn,
familie og venner, der fyldte
rummet med sorg og vemod,
over far og bedstefar, broder
og ven.

Det tog mange år for broder
Kresten, at erkende den sandhed,
at han var ganske klog, det var
ellers den historie, han var blevet
fortalt, som barn og ung, at
evner ikke rakte, til
lysten at lære.

Sædvanen var dengang,
at børns begavelse, oftest
bestemt, af størrelsen på
gård, og betingelse af
opvækst, skæbnen besegles
for fastlagt kurs i livets bane,
også for broder.

Del siden

Vejen var hård, fortalte
broder, præget af mangel,
på sikkerhed og livslyst, dog
livskraften vandt, måske
han havde, den store styrke,
fra tiders kamp, og fik kæmpet
sig igennem, den svære tid,
begyndelsen var, for broder
Kresten.

Men en dejlig familie, han
senere fik, med børn og
børnebørn, der fyldte dagen,
med glæde for Kresten, hans
taknemmelighed var stor, han
gerne fortalte, om de dejlige
piger, og de kæreste
børnebørn.

Vi vil alle savne, den kloge
Kresten, som far bedstefar
broder ven. Snakken er til
ende, men minderne kan
flyde, hvor Kresten er med,
i tanke og ord, og således til
stede.

I familien var Kresten, den
rolige og tænksomme, var
dog altid klar, til en udlægning
af, den politiske orden, så alle
vi søskende, ja forældre også,
var vel oplyste, til en hygsom
komsammen, som øjeblikke
til fælles.

Den tid er nu uomtvistelig forbi,
det er livets bestemmelse, at vi
kun skal være, for en stund
tilsammen, vi må alle engang
forlade pladsen, til nye slægled,

tidspunktet var nu
for broder Kresten.

Broders kiste og Marie ved flyglet - hun spiller så smukt for hendes bedstefar.

Broders kiste og Marie ved flyglet - hun spiller så smukt for hendes bedstefar.

Præstens tale

Præsten, der forrettede Krestens bisættelse, var noget ud over det sædvanlige, tænk, at der findes sådanne personer, jeg var ganske enkelt imponeret. Talen til broder kan dawnloades her.